Sådan udføres dekorative overflader med marmorpuds

Foto. Eksempel på opbygning af lag med marmorpuds.

Marmorpudsen opbygges i 3-6 fine lag med en samlet tykkelse på 1 – 2 mm. I eksemplet ovenfor er vist 1) grundbehandlingen, 2) Det første lag indfarvet marmorpuds, 3) Det afsluttende lag indfarvet marmorpuds, og 4) overfladen behandlet med voks, som giver overfladen mere kontrast. Marmorpuds påføres med specialfremstillede værktøjer i rustfrit stål. Arbejdet kan udføres af vores italienske specialister eller læres på vores kurser i marmorpuds.

Marmorpuds kan anvendes på mange byggematerialer

Marmorpuds er velegnet som afsluttende overflade på mur, beton, gipsplader etc. Overfladen har en dybdevirkning som poleret sten. Marmorpuds kan fremstå fra mat til højglans, jævnt farvet eller skiftende farvevirkning alt efter valg af teknik og naturlige tilsætninger. Marmorpuds er fremstillet af knust marmor i forskellige finhedsgrader, samt læsket kalk m.m. Materialet kan indfarves med kalkægte farvepigmenter og tilføres særlige effekter med fx perlemor, terracotta eller metalfarver.

Marmorpuds kan fremstå silkemat eller med højglans

Den færdige overflade kan imprægneres med sæbe, så den fremstår silkemat og smudsafvisende, eller man kan påføre voks og polere overfladen op til højglans. Marmorpuds kan anvendes inde og ude, hvor man ønsker en smuk, langtidsholdbar, diffusionsåben, fugefri og naturlig overflade, der kræver et minimum af vedligeholdelse.